Uddrag af E.Rs. tale fra indvielsen d. 10. maj 2005

Da Helmut Smith for en del år siden var forbundskansler i Tyskland sagde han: “Når nogen kommer ind i forbundsdagen for at fortælle om nye ideer eller opdagelser, så ryger han ud, hvis han ikke kan gøre klart rede for dette i løbet af 5 minutter. En sådan holdning kan måske synes meget rigtig, men er alligevel udtryk for en alvorlig fejltagelse.
Vi er netop i denne situation her. Man kommer ind og ser denne udstilling og stiller helt naturligt to spørgsmål: “Hvad er dette?” og “Hvad kan det bruges til?” – og forventer, at man straks kan besvare disse spørgsmål klart og forståeligt. Man ønsker “det hele i en nøddeskal” – samtidig med at det kan forstås. – Men dette er umuligt. – Enten kan man få det i en nøddeskal, men så kan man ikke forstå det – eller man kan komme til at forstå det, så gøres det ikke på 5 minutter.

Fysikeren kan godt sige: “Energi er ækvivalent med masse gange lyshastigheden i anden potens” – eller Chronomatikeren kunne sige: “Alt frekventisk stof er opbygget ifølge tonale lovmæssigheder. Men skal man virkelig forstå dette, så kræver det et længere studium – hvad nogen af dem der er til stede, her kan bekræfte – og det er også derfor, at vi her i arbejdsgruppen er blevet enige om, at der bør oprettes et studiecenter for dem der måtte være interesseret i at studere de nye opdagelser, og diskutere de perspektiver der åbnes som følge af disse.

Chronomatik betyder “læren om tid“, idet tid opfattes som synonym med “bevægelse”. Tiden kan måles (fx på et “kronometer”), men den kan også “opleves”, hvilket indgår på en naturlig måde, når Einstein omtaler “tiden som d. 4. dimension”, men derimod ikke når den alm. matematik blot taler om “højere dimensioner” som koordinater. Naturvidenskaben nægter generelt, at der kan forskes i tiden i den førstnævnte betydning – dvs. såvel i form af “en måling”, som i form af “en oplevelse”. Chronomatikken postulerer, at det tværtimod er det eneste, der kan forskes eksakt i, fordi det har vist sig muligt, at udforme en konsistent og eksakt frekvensteori, der også kan betragtes som “En absolut bevægelseslære“.

Det er i den forbindelse interessant, at så forskellige kapaciteter som Werner Heisenberg og Rudolf Steiner begge har profeteret, at en sådan absolut bevægelseslære – dvs. lovmæssigheder uafhængig af om bevægelserne forgår i fysisk stof eller i et elektromagnetisk felt – engang måtte blive mulig at fremstille.

De første chronomatiske analyser tager form i begyndelsen af 60-erne som et resultat af Frede Schandorf’s musikteoretiske kendskab og her specielt dybdeborende undersøgelser af begrebet “tonesystem” eller “tonalitet”. Den alm. musikvidenskab havde en særdeles begrænset opfattelse af dette, som man mente, kun kunne knyttes til et enkelt tonesystem og opgav efterhånden helt at beskæftige sig med emnet. Det er Frede Schandorf’s fortjeneste at der,- blot som et startskud for de mange opdagelser der senere skulle følge,- for første gang blev givet en klar definition på begrebet. Det kan her uden overdrivelse tilføjes, at det blev mit livs chok da jeg – for første gang i 1983, efter at have beskæftiget mig intenst med musik gennem mere end 30 år – mødte disse redegørelser for tonalitetsbegrebet og dets fuldstændige sammensmeltning med tallenes verden. Noget som man superkort kunne udtrykke på denne måde: “Tonale tonerækker danner tabeller”.

Ganske vist havde jeg i forvejen – så at sige på rygmarven – en klar opfattelse af hvad et tonesystem var for noget, og hvorledes det fungerede i praksis. Jeg var også overbevist om den inspirationskilde for hele vort kulturliv,- der lå gemt her. Men jeg havde aldrig haft en anelse om, at det velkendte 7-tonesystem (som i Chronomatikkens terminologi betegnes +2 tabellarisk 7-tonalitet) blot var en af i alt 6 andre 7-tonaliteter, som man aldrig før havde hørt eller ladet sig inspirere af. Dette var – set på baggrund af min musikkonservatoriske uddannelse – et enormt chok.

Nøglen til hele den enorme udvikling der nu fulgte, og som jeg har haft lejlighed til at følge på nærmeste hold gennem mere end 20 år, kan egentlig sammenfattes i to korte bemærkninger, nemlig:

1. Det forhold der eksisterer mellem det helt specielle oktavinterval og alle andre intervaller, samt:
2. Opdagelsen af at moduloregning er skræddersyet til behandling af disse undersøgelser og afslører helt nye muligheder, idet dette regneprincip anvendes på de lukkede og dynamiske frekvenssystemer, der i deres enkleste form nu kendes som tonesystemer.

For den der havde “øre at høre med” (og øjne at se med) blev det mere og mere klart, at uanset om man ville skrive en klaversonate eller sprænge en atombombe, så var der visse overordnede naturlove, som man ikke kunne forsynde sig ustraffet imod. Nogle naturlove som i lige høj grad angik det kvantitative som det kvalitative – eller man kunne sige: i lige høj grad havde betydning for det fysiske som for det sjælelige. Umiddelbart kommer man her til at tænke på Platon der kunne sige: Vil man ændre samfundet må man først ændre den musik man lytter til – og samtidig give videnskabsmanden det grundlæggende råd: “Vil man undersøge en sag må man gå frem efter sagens egen natur.”

– og sagens egen natur var i dette tilfælde den naturlige overtonerække, der ligger til grund for alle tonesystemer. De første simple tonesystemer 3- og 5 tonalitet er ikke i ældgammel tid konstrueret af naturmennesket på basis af en eller anden spekulation omkring en hensigtsmæssig temperering. Dette er et problem, som den moderne musikvidenskab har begravet sig selv i. Disse såkaldte “primitive” folk har simpelthen “h ø r t” tonesystemernes struktur gennem en umiddelbar fornemmelse for de første og mest dominerende overtoner. Og det er denne “Anhøren” i stedet for “Anschauen”, der giver Chronomatikken et langt finere redskab i hænderne end blot iagttagelse. Øret kan fortælle os langt mere om naturens dybere sammenhænge end øjet har mulighed for.

Der vil efter det næste indlæg være lejlighed til at stille spørgsmål. Vi er nemlig i den meget usædvanlige situation, at Frede Schandorf – grundlæggeren af Chronomatisk Institut – selv er til stede og har lovet at bidrage med nogle betragtninger over det store område, som jeg i det foregående har forsøgt at give en lille orientering om.

Herunder vises billeder med Frede Schandorf fra indvielsesdagen.